Privatlivsmeddelelsen for Chrome er trukket tilbage. Dette er en arkiveret version. Dine personlige oplysninger vil fortsat blive brugt og beskyttet i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik. Du kan få oplysninger om, hvordan du administrerer de oplysninger, der indsamles, gemmes og deles, når du bruger Chrome, ved at gå til sektionen "Privatliv i Chrome" i Hjælp til Chrome.

Erklæring om privatliv for Google Chrome

Sidst ændret: 6. marts 2018

Se, hvordan du administrerer de oplysninger, der indsamles, gemmes og deles, når du bruger Google Chrome-browseren på din computer eller mobilenhed, ChromeOS og Beskyttet browsing. Selvom denne politik beskriver funktioner, der gælder særligt for Chrome, anvendes og beskyttes personlige oplysninger, der gives til Google eller gemmes på din Google-konto, i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik.

Hvis du aktiverer Google Play-apps på din Chromebook, er anvendelsen og beskyttelsen af oplysninger, der indsamles af Google Play eller Android-operativsystemet underlagt servicevilkårene for Google Play og Googles privatlivspolitik. Nærmere oplysninger, der er specifikke for Chrome, er angivet i denne Erklæring, hvor det er relevant.

Oplysninger om erklæringen om privatliv

I denne erklæring om privatliv bruger vi termen "Chrome", når vi henviser til ovenstående produkter i Chrome-familien. Hvis der i vores politik er områder, hvor vores produkter behandles forskelligt, gør vi opmærksom på det.

Med Chrome-versionerne "Beta", "Dev" og "Canary" kan du afprøve nye funktioner, der stadig er under udvikling i Chrome. Denne erklæring om privatliv gælder for alle Chrome-versioner, men er muligvis ikke opdateret for funktioner, der stadig er under udvikling.

Du kan finde detaljerede vejledninger i, hvordan du administrerer dine indstillinger til beskyttelse af personlige oplysninger, ved at læse denne oversigt over privatlivsindstillingerne i Chrome.

Indholdsfortegnelse:

Browsertilstande

Du behøver ikke at angive nogen personlige oplysninger for at bruge Chrome, men Chrome har forskellige tilstande, som du kan bruge til at ændre eller forbedre din browseroplevelse. Strategierne til beskyttelse af personlige oplysninger er forskellige afhængigt af den tilstand, du bruger.

Grundlæggende browsertilstand

Den grundlæggende browsertilstand gemmer oplysninger lokalt på din computer. Disse oplysninger kan omfatte:

  • Oplysninger i browserhistorikken. Chrome gemmer f.eks. webadresser for de sider, du besøger, samt en cache med tekst, billeder og andre ressourcer fra siderne. Derudover gemmer Chrome også en liste over nogle af de IP-adresser, der linkes til på siderne, hvis funktionen til forudsigelse af netværkshandlinger er aktiveret.

  • Personlige oplysninger og adgangskoder, der gør det nemmere for dig at udfylde formularer eller logge ind på websites, du besøger.

  • En liste over de tilladelser, som du har givet websites.

  • Skærmbilleder i miniaturestørrelse af de sider, du besøger oftest.

  • Cookies eller data fra de websites, du besøger.

  • Data, der er gemt af tilføjelser.

  • En oversigt over downloads, som du har foretaget fra websites.

Du kan administrere disse oplysninger på flere måder:

De personlige oplysninger, som Chrome gemmer, sendes ikke til Google, medmindre du vælger at gemme disse data på din Google-konto ved at logge ind på Chrome. Når du logger ind, aktiveres Chromes synkroniseringsfunktion.

Sådan håndterer Chrome dine oplysninger

Oplysninger til websiteudbydere. Websites, som du besøger i Chrome, modtager automatisk standardlogoplysninger, herunder dit systems IP-adresse og data fra cookies eller lignende teknologier. Google modtager generelt ikke yderligere personhenførbare oplysninger om dig, selvom du bruger Chrome til at få adgang til Google-tjenester som f.eks. Gmail. Hvis Chrome registrerer tegn på, at du bliver aktivt angrebet af en person på netværket (et "mellemmandsangreb"\) på Google-websites og andre tilmeldte websites, kan Chrome sende oplysninger om forbindelsen til Google eller det website, du besøgte, for at hjælpe med at undersøge angrebets omfang og fastlægge, hvordan angrebet fungerer. De websiteejere, der deltager, modtager rapporter fra Google om angreb på deres websites.

Forhåndsgengivelse. Chrome har en indstilling, der kan slå IP-adresser op for links på en webside og åbne netværksforbindelser for at sikre hurtigere indlæsning af websider. Websites og Android-apps kan også anmode browseren om at forudindlæse de sider, du måske besøger om lidt. Anmodninger fra Android-apps om forudindlæsning styres af den samme indstilling som forslag, der igangsættes af Chrome. Instrukser fra websites om forudindlæsning udføres dog altid, også selvom funktionen til forudsigelse af netværk ikke er aktiveret i Chrome. Hvis der anmodes om forhåndsgengivelse, uanset om anmodningen kommer fra Chrome, et website eller en app, kan det forudindlæste website gemme og læse sine egne cookies, som hvis du havde besøgt det, også selvom du ikke besøger den forhåndsgengivede side. Få flere oplysninger.

Placering. Hvis du vil have mere geografisk relevante oplysninger, kan du via Chrome dele din placering med et website. Chrome giver ikke et website adgang til din placering uden din tilladelse. På mobilenheder deler Chrome dog automatisk din placering med din standardsøgemaskine, hvis Chrome-appen har tilladelse til at få adgang til din placering, og hvis du ikke har blokeret geoplacering for det tilknyttede website. Chrome anvender Google Placeringstjenester til at anslå din placering. De oplysninger, Chrome sender til Google Placeringstjenester, kan omfatte:

  • De Wi-Fi-routere, der er tættest på dig
  • Maste-id'er for de mobilmaster, der er tættest på dig
  • Styrken af dit Wi-Fi- eller mobiltelefonsignal
  • IP-adressen, der i øjeblikket er tildelt din enhed

Google har ikke kontrol over tredjepartswebsites eller deres strategier til beskyttelse af personlige oplysninger, så vær forsigtig, når du deler din placering med et website.

Opdateringer. Chrome sender med jævne mellemrum oplysninger til Google for at søge efter opdateringer, tjekke forbindelsen, bekræfte det aktuelle klokkeslæt og anslå antallet af aktive brugere.

Søgefunktioner. Hvis Google er din standardsøgemaskine, opretter Chrome kontakt til Google, når du begynder at søge, eller når du skifter netværk, så dine søgeforespørgsler kan sendes til den bedste lokale webadresse. Hvis du er logget ind på et Google-website eller logget ind på Chrome, og Google er din standardsøgemaskine, gemmes søgninger, du foretager via adresselinjen i Chrome, på din Google-konto.

Søgeforslagstjeneste. Chrome anvender søgeforslagstjenesten i din standardsøgemaskine til at vise dig sandsynlige færdiggørelser af tekst, du er begyndt at skrive, så du hurtigere kan finde oplysninger. Når du søger via adresselinjen i Chrome, sendes de tegn, du indtaster, til din standardsøgemaskine (også selvom du ikke har trykket på "Enter" endnu). Hvis Google er din standardsøgemaskine, baseres forslag på din egen søgehistorik, emner, der er relateret til det, du skriver, og det, andre søger efter. Få flere oplysninger. Forslag kan også baseres på din browserhistorik. Få flere oplysninger.

Hjælp til navigation. Når du ikke kan oprette forbindelse til en webside, kan du få forslag til alternative sider, der minder om den, du forsøger at gå til. Chrome sender webadressen for den side, du forsøger at gå til, til Google for at kunne give dig forslag.

Administration af AutoFyld og adgangskoder. Chrome sender begrænsede og anonyme oplysninger til Google om de webformularer, du støder på, herunder en hashkrypteret webadresse for websiden samt oplysninger om formularens opbygning, så vi kan forbedre vores tjenester til AutoFyld og administration af adgangskoder.

Payments. Hvis du er logget ind i Chrome-browseren, og du har gemt kreditkort på din Google Payments-konto, tilbyder Chrome at udfylde webformularer med disse kort. Hvis du indtaster et nyt kreditkort i en webformular, tilbyder Chrome desuden at gemme dit kreditkort og relaterede faktureringsoplysninger på din Google Payments-konto. Hvis du bruger et kort fra Google Payments eller vælger at gemme dine kreditkort på din Google Payments-konto til fremtidig brug, indsamler Chrome oplysninger om din computer og deler dem med Google Payments for at beskytte dig mod bedrageri. I Android giver Chrome dig også mulighed for at betale med Android Pay, hvis sælgeren understøtter dette.

Sprog. Chrome registrerer de mest populære sprog på de websites, du har besøgt, for at tilpasse din browseroplevelse ud fra sprog, du foretrækker at læse. Denne sprogpræference sendes til Google for at tilpasse din oplevelse i Chrome. Hvis du er logget ind på Chrome, knyttes denne sprogprofil til din Google-konto, og den anvendes muligvis til at tilpasse din oplevelse i andre Google-produkter, hvis du inkluderer Chrome-historik i din Google Web- og app-aktivitet. Se Aktivitetsadministration.

Webapps i Android. På Android-enheder skal du vælge "føj til startskærm" for et website, der er optimeret til hurtig, pålidelig effektivitet på mobilenheder, og derefter anvender Chrome en Google-server til at oprette en indbygget Android-pakke for det pågældende website på din enhed. Android-pakken giver dig mulighed for at interagere med webappen på samme måde, som du ville gøre med en Android-app. Webappen vises f.eks. på din liste over installerede apps. Få flere oplysninger.

Brugsstatistik og nedbrudsrapporter. Brugsstatistik og nedbrudsrapporter sendes som standard til Google for at hjælpe os med at forbedre vores produkter. Brugsstatistik indeholder oplysninger som f.eks. præferencer, klik på knapper samt hukommelsesforbrug. Brugsstatistik indeholder generelt ikke webadresser eller personlige oplysninger, men hvis du er logget ind på Chrome og synkroniserer din browserhistorik via din Google-konto uden en adgangssætning til synkronisering, indeholder brugsstatistik for Chrome oplysninger om de websider, du besøger, og din brug af dem. Vi kan f.eks. indsamle statistik for at finde ud af, hvilke websider der indlæses langsomt. Vi bruger disse oplysninger til at forbedre vores produkter og tjenester og til at give webudviklere indsigt i, hvordan de kan forbedre deres sider. Nedbrudsrapporter indeholder systemoplysninger på tidspunktet for nedbruddet og kan indeholde webadresser eller personlige oplysninger, afhængigt af hvad der skete på det tidspunkt, hvor nedbrudsrapporten blev udløst. Vi kan dele aggregerede, ikke-personhenførbare oplysninger med offentligheden og vores partnere – f.eks. udgivere, annoncører eller webudviklere. Du kan til enhver tid ændre, om brugsstatistikker og nedbrudsrapporter sendes til Google. Få flere oplysninger. Hvis Google Play-apps er aktiveret på din Chromebook, og brugsstatistik for Chrome er slået til, sendes diagnostik og brugsdata for Android også til Google.

Medielicenser. Nogle websites krypterer medier for at beskytte mod uautoriseret adgang og kopiering. Hvis der er tale om HTML5-websites, udføres denne nøgleudveksling ved hjælp af Encrypted Media Extensions API. I forbindelse med at der gives adgang til disse medier, kan sessions-id'er og licenser blive gemt lokalt. Disse id'er kan nulstilles af brugeren i Chrome ved hjælp af Ryd browserdata, hvis "Medielicenser" er aktiveret. Hvis der er tale om websites, der anvender Adobe Flash Access, leverer Chrome-browseren til Windows eller ChromeOS et entydigt id til indholdspartnere og websites. Id'et gemmes på din computer. Du kan afvise denne adgang i indstillingerne under Indstillinger for indhold > Beskyttet indhold og nulstille id'et ved hjælp af Nulstil browserdata, hvis "Medielicenser" er aktiveret. Hvis du har adgang til HD-indhold i ChromeOS, kan en indholdsudbyder anmode Chrome om et certifikat til bekræftelse af enhedskompatibiliteten. Din enhed bekræftes ved, at din Chromebook deler data om enhedens hardwareattributter med websitet og bruger Bekræftet adgang til bekræftelse af, at dens kryptografiske nøgler er beskyttet af Chrome-hardware. Chrome vil bede dig om at tillade eller afvise denne verifikationskontrol. Få flere oplysninger.

Andre Google-tjenester. Denne erklæring beskriver de Google-tjenester, der som standard er aktiveret i Chrome. Derudover kan Chrome tilbyde andre Google-webtjenester. Hvis du f.eks. støder på en side på et andet sprog, tilbyder Chrome at sende teksten til Google, så den kan blive oversat. Du underrettes om dine muligheder for at administrere disse tjenester, når du bruger dem første gang. Du kan finde flere oplysninger i Chromes hvidbog om beskyttelse af personlige oplysninger.

Id'er i Chrome

Chrome indeholder en række id'er, der er nødvendige for at køre funktioner. Hvis du f.eks. bruger push-meddelelser, oprettes der et id for at levere meddelelserne til dig. Når det er muligt, bruger vi ikke-unikke id'er og fjerner id'erne, når der ikke længere er brug for dem. Derudover hjælper følgende id'er os med at udvikle, distribuere og promovere Chrome, men de er ikke direkte relaterede til en Chrome-funktion.

  • Sporing af installation. Alle kopier af Chrome-browserens version til Windows-computere indeholder et midlertidigt og tilfældigt genereret installationsnummer, der sendes til Google, når du installerer og bruger Chrome første gang. Dette midlertidige id hjælper os med at vurdere antallet af installerede browsere og slettes, første gang Chrome opdateres. Mobilversionen af Chrome bruger løbende en variant af enhedens id til registrering af antallet af Chrome-installationer.

  • Kampagnesporing. Chrome genererer et unikt token, der sendes til Google, når du kører og bruger browseren første gang. Det hjælper os med at spore effektiviteten af promoveringskampagner. Hvis du har modtaget eller genaktiveret din kopi af Chrome-browserens computerversion i forbindelse med en promoveringskampagne, og Google er din standardsøgemaskine, omfatter søgninger foretaget via omnifeltet desuden et ikke-unikt kampagnetag. Alle mobilversioner af Chrome-browseren medtager også et ikke-unikt kampagnetag i søgninger foretaget via omnifeltet. ChromeOS sender muligvis også et ikke-unikt kampagnetag til Google med jævne mellemrum (også i forbindelse med den indledende konfiguration), og når du søger på Google. Få flere oplysninger.

  • Tests af funktioner. Vi udfører nogle gange begrænsede tests af nye funktioner. Chrome medtager et tilfældigt udvalgt basistal ved første kørsel for at tildele browsere til eksperimentgrupper. Eksperimenter kan også være begrænset til land (bestemmes af din IP-adresse), operativsystem, Chrome-version og andre parametre. Alle de forespørgsler, der sendes til Google, indeholder en liste over tests af funktioner, der i øjeblikket er aktive på din Chrome-installation. Få flere oplysninger.

Chrome-tilstand, når du er logget ind

Når du logger ind på Chrome-browseren eller en Chromebook med din Google-konto, gemmes dine personlige browserdata på Googles servere, og de synkroniseres med din konto. Denne type af oplysninger kan omfatte:

  • Browserhistorik
  • Bogmærker
  • Faner
  • Adgangskoder og AutoFyld-oplysninger
  • Andre browserindstillinger som f.eks. installerede udvidelser

Disse indstillinger indlæses automatisk for dig, hver gang du logger ind på Chrome via andre computere og enheder. Brug menuen "Indstillinger" til at tilpasse de oplysninger, du synkroniserer. Få flere oplysninger. Du kan se mængden af Chrome-data, der er gemt på din Google-konto, og administrere dataene i betjeningspanelet for Chrome-synkronisering. Medmindre du har en Google-konto, der er oprettet via Family Link, kan du i betjeningspanelet også helt deaktivere synkronisering og slette alle tilhørende data fra Googles servere. Få flere oplysninger. Login er påkrævet for børn med Google-konti, der er oprettet i Family Link, og Chrome-synkronisering kan ikke deaktiveres, da det leverer funktioner til forældreadministration, f.eks. begrænsning af adgang til websites. Børn med disse konti kan dog stadig slette deres data og deaktivere synkronisering af de fleste typer data. Få flere oplysninger. Erklæringen om privatliv for Google-konti, som oprettes i Family Link gælder for Chrome-synkroniseringsdata, der lagres på disse konti.

Sådan håndterer Chrome de oplysninger, du indtaster, når du er logget ind

Når du synkroniserer Chrome med din Google-konto, bruger vi dine browserdata til at forbedre og tilpasse din oplevelse i Chrome. Du kan også tilpasse din oplevelse i andre Google-produkter ved at tillade, at din Chrome-historik inkluderes i din Google Web- og appaktivitet. Få flere oplysninger.

Du kan ændre denne indstilling på siden med din kontohistorik eller administrere dine private data efter behov. Hvis du ikke bruger Chrome-data til at tilpasse din Google-oplevelse uden for Chrome, anvender Google kun dine Chrome-data, når de er anonymiseret og akkumuleret med data fra andre brugere. Google anvender disse data til at udvikle nye funktioner, produkter og tjenester samt forbedre den overordnede kvalitet af eksisterende produkter og tjenester. Hvis du vil gemme og synkronisere dine Chrome-data i Google-skyen, men ikke vil have, at Google har adgang til dem, kan du kryptere alle dine synkroniserede data med din egen adgangssætning til synkronisering. Få flere oplysninger.

Inkognitotilstand og gæstetilstand

Du kan begrænse de oplysninger, som Google gemmer på din computer, ved at bruge inkognitotilstand eller gæstetilstand. I disse tilstande gemmer Chrome ikke visse oplysninger, f.eks.:

  • Grundlæggende oplysninger om browserhistorik såsom webadresser, sidetekst, der er gemt i cache, eller IP-adresser for sider, der linkes til på de websites, du besøger
  • Øjebliksbilleder af sider, du besøger
  • Registreringer af dine downloads, selvom de filer, du downloader, stadig gemmes andre steder på din computer eller enhed

Sådan håndterer Chrome dine oplysninger fra inkognito- eller gæstetilstand

Cookies. Chrome deler ikke eksisterende cookies med websites, du besøger i inkognito- eller gæstetilstand. Websites kan indsætte nye cookies på din computer, når du er i disse tilstande, men de gemmes og overføres kun, indtil du lukker det sidste inkognito- eller gæstevindue.

Ændringer af browserkonfiguration. Når du foretager ændringer af din browserkonfiguration, f.eks. når du tilføjer et bogmærke for en webside eller ændrer dine indstillinger, gemmes oplysningerne. Disse ændringer påvirkes ikke af inkognito- eller gæstetilstand.

Tilladelser. Tilladelser, du giver i inkognitotilstand, gemmes ikke på din eksisterende profil.

Profiloplysninger. I inkognitotilstand har du stadig adgang til oplysninger fra din eksisterende profil, f.eks. forslag baseret på din browserhistorik og gemte adgangskoder, mens du bruger browseren. Du kan bruge browseren i gæstetilstand uden at se oplysninger fra eksisterende profiler.

Administration af brugere i Chrome

Administration af brugere til personlig brug af Chrome

Du kan konfigurere tilpassede versioner af Chrome til brugere, der deler en enhed eller en computer. Bemærk, at alle med adgang til din enhed kan se alle oplysninger i alle profiler. Hvis du vil være helt sikker på at beskytte dine data mod at blive set af andre, skal du bruge de indbyggede brugerkonti i dit operativsystem. Få flere oplysninger.

Administration af brugere i Chrome Enterprise

Nogle Chrome-browsere eller Chromebooks administreres af en skole eller en virksomhed. I så fald har administratoren mulighed for at anvende politikker på browseren eller Chromebook. Chrome kontakter Google for at se efter disse politikker, når en bruger logger ind på Chrome første gang eller bruger browseren uden at logge ind (undtagen i gæstetilstand). Chrome ser jævnligt efter opdateringer til politikkerne.

En administrator kan konfigurere en politik for status- og aktivitetsrapportering i Chrome, herunder placeringsoplysninger for ChromeOS enheder. Dine administratorer kan muligvis også få adgang til, overvåge, bruge eller afsløre data, som du har haft adgang til på din administrerede enhed.

Sådan foregår Beskyttet browsing

Google Chrome og visse tredjepartsbrowsere, f.eks. nogle versioner af Mozilla Firefox og Apples Safari, indeholder Google-funktionen Beskyttet browsing. Med Beskyttet browsing sendes og modtages oplysninger om mistænkelige websites mellem den browser, du bruger, og Googles servere.

Sådan fungerer Beskyttet browsing

Din browser kontakter jævnligt Googles servere for at downloade den nyeste liste for "Beskyttet browsing", der indeholder kendte phishing- og malwarewebsites. Den nyeste kopi af listen gemmes lokalt på din computer. Google indsamler ikke kontooplysninger eller andre personligt identificerende oplysninger som en del af denne kontakt. Google modtager dog standardlogoplysninger, herunder en IP-adresse og cookies.

Alle de websites, du besøger, tjekkes i henhold til listen for Beskyttet browsing på din computer. Hvis der er et match, sender din browser en hashkrypteret delvis kopi af websitets webadresse til Google, så Google kan sende flere oplysninger til din browser. Google kan ikke fastslå den egentlige webadresse ud fra disse oplysninger. Få flere oplysninger.

Følgende funktioner vedrørende Beskyttet browsing gælder specifikt for Chrome:

  • Nogle versioner af Chrome indeholder teknologien Beskyttet browsing, som kan identificere potentielt skadelige websites og potentielt farlige filtyper, der ikke allerede er kendt af Google. Hele webadressen for websitet eller de potentielt farlige filer sendes muligvis også til Google for at hjælpe med at afgøre, om websitet eller filen kan forårsage skade.

  • Chrome anvender teknologien Beskyttet browsing til jævnligt at scanne din computer for uønsket software, der forhindrer dig i at ændre dine indstillinger eller på anden måde påvirker din browsers sikkerhed og stabilitet. Få flere oplysninger. Hvis denne slags software registreres, kan Chrome give dig mulighed for at downloade værktøjet Chrome-oprydning for at fjerne softwaren.

  • Du kan vælge at sende yderligere data for at hjælpe med at forbedre Beskyttet browsing, når du går ind på et website, der ser ud til at indeholde malware, eller når Chrome registrerer uønsket software på din computer. Få flere oplysninger.

  • Hvis du bruger Chromes adgangskodeadministrator, tjekker Beskyttet browsing med Google, når du angiver en gemt adgangskode på en sjældent besøgt side for at beskytte dig mod phishingangreb. Derudover beskytter Beskyttet browsing adgangskoden til din Google-konto. Hvis du angiver adgangskoden på et website, der sandsynligvis udfører phishing, opfordrer Chrome dig til at ændre adgangskoden til din Google-konto. Hvis du synkroniserer din browserhistorik, rapporterer Chrome også, at der sandsynligvis er udført phishing på din Google-konto.

  • Hvis du bruger Beskyttet browsing og synkroniserer din browserhistorik i Chrome med din Google-konto, kan Chrome, for at gøre tilladelser til webfunktioner mere sikre og nyttige, anonymt rapportere om de domæner, hvor du giver, afviser og tilbagekalder tilladelser, eller ignorerer eller afviser meddelelser om tilladelser.

  • Du kan altid vælge at deaktivere funktionen Beskyttet browsing i Chrome.

Strategier til beskyttelse af personlige oplysninger i apps, udvidelser, temaer, tjenester og andre tilføjelser

Du kan bruge apps, udvidelser, temaer, tjenester og andre tilføjelser i Chrome, herunder nogle, der er forudinstalleret eller integreret i Chrome. Tilføjelser, der er udviklet eller leveres af Google, vil muligvis kommunikere med Googles servere og er underlagt Googles privatlivspolitik, medmindre andet er angivet. Tilføjelser, der er udviklet og leveres af andre, er disse udvikleres ansvar og kan have andre privatlivspolitikker.

Administration af tilføjelser

Før du installerer en tilføjelse, bør du gennemgå de tilladelser, den anmoder om. Tilføjelser kan have tilladelser til at gøre forskellige ting, f.eks.:

  • Gemme, dele og få adgang til data, der er gemt lokalt eller på din Google Drev-konto
  • Se og få adgang til indhold på websites, du besøger
  • Benytte underretninger, der sendes via Googles servere

Chrome kan interagere med tilføjelser på forskellige måder:

  • Ved at søge efter opdateringer
  • Ved at downloade eller installere opdateringer
  • Ved at sende brugsindikatorer om tilføjelserne til Google

Nogle tilføjelser kan kræve adgang til et entydigt id til administration af digitale rettigheder eller til levering af push-meddelelser. Du kan deaktivere brugen af id'er ved at fjerne tilføjelsen fra Chrome.

Fra tid til anden opdager Google en tilføjelse, der udgør en sikkerhedstrussel, overtræder vilkårene for udviklere for Chrome Webshop eller overtræder andre juridiske aftaler, love, bestemmelser eller politikker. Chrome downloader jævnligt en liste over disse farlige tilføjelser for at deaktivere eller fjerne dem fra din computer via fjernadgang.

Flere oplysninger

Oplysninger, som Google modtager, når du bruger Chrome, bruges og beskyttes i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik. Oplysninger, som andre websiteudbydere og udviklere af tilføjelser modtager, herunder cookies, er underlagt privatlivspolitikkerne for disse websites.

Google følger flere systemer til selvregulering, herunder EU-US Privacy Shield-principperne. Få flere oplysninger.

Definitioner

Cookies og lignende teknologier

En cookie er en lille fil, der indeholder en streng af tegn, der bliver sendt til din computer, når du besøger et website. Når du besøger websitet igen, gør cookien det muligt for websitet at genkende din computer. Cookies kan gemme brugerpræferencer og andre oplysninger. Du kan indstille din browser til at afvise alle cookies eller til at angive, når der bliver sendt en cookie. Nogle websitefunktioner eller -tjenester fungerer dog muligvis ikke ordentligt uden cookies. På andre platforme, hvor cookies ikke kan anvendes, bruges anden lignende teknologi. Et eksempel er annonce-id'et, der er tilgængeligt på Android-mobilenheder. Få flere oplysninger om, hvordan Google bruger cookies, og hvordan Google bruger data, herunder cookies, når du bruger vores partneres websites eller apps.

Google-konto

Du kan få adgang til nogle af vores tjenester ved at oprette en Google-konto og give os nogle personlige oplysninger (normalt dit navn, din e-mailadresse og en adgangskode). Disse kontooplysninger bruges til at godkende dig, når du bruger Googles tjenester, og til at beskytte din konto mod uautoriseret adgang fra andre. Du kan til enhver tid redigere eller lukke din konto via indstillingerne for din Google-konto.

Serverlogfiler

Som de fleste andre websites registrerer vores servere automatisk sideanmodningerne, når du besøger vores websites. Disse "serverlogfiler" indeholder typisk din webanmodning, internetprotokoladresse, browsertype, browsersprog, dato og klokkeslæt for din anmodning samt en eller flere cookies, der muligvis identificerer din browser entydigt.

Her er et typisk eksempel på en logfilpost, hvor søgningen er på "cars", efterfulgt af en oversigt over dens forskellige elementer:

123.45.67.89 - 25/Mar/2003 10:15:32 - https://www.google.com/search?q=cars - Firefox 1.0.7; Windows NT 5.1 - 740674ce2123e969

  • 123.45.67.89 er den internetprotokoladresse, som brugerens internetudbyder har tildelt vedkommende. Afhængigt af brugerens tjeneste får brugeren muligvis tildelt en ny adresse af sin internetudbyder, hver gang vedkommende opretter forbindelse til internettet.

  • 25/Mar/2003 10:15:32 er datoen og klokkeslættet for forespørgslen.

  • https://www.google.com/search?q=biler er den anmodede webadresse inklusive søgeforespørgslen.

  • Firefox 1.0.7; Windows NT 5.1 er den browser og det operativsystem, der bruges.

  • 740674ce2123a969 er det unikke cookie-id, som denne computer fik tildelt, første gang den besøgte Google. (Cookies kan slettes af brugere. Hvis brugeren har slettet cookien fra computeren siden sidste gang, vedkommende besøgte Google, er det det unikke cookie id-nummer, der blev tildelt brugeren næste gang, vedkommende besøger Google fra denne computer).